Klublivet

Aktiviteter

I klubben dyrkes både roning i almindelige turbåde, oftest i Øresund i klubbens nærområde, men klubben har også en del meget aktive medlemmer, som dyrker havkajakroning på ture længere væk fra klubben. 

 

Nogle ror kajak for at komme ud i den friske luft og nyde naturen, med alt hvad den har at byde på af dyreliv osv. Her er det naturen, som er i fokus fremfor tempoet, men alligevel får man god motion undervejs.

Motionisten ønsker måske et lidt højere tempo og vil gerne kunne mærke, at man får noget træning ud af kajakturen. Den ivrige motionist bruger kajakken som et træningsredskab og tager gerne med til et par kajakløb hvert år.

Mange vælger at mødes en eller to gange om ugen. Andre har sin faste romakker, og igen er der de faste fællesroninger om onsdagen, hvor man mødes og aftaler turen på selve dagen. 

En del medlemmer deltager også i større arrangementer som for eksempel "Mølleåens Blå Bånd".

Man kunne tro, at kajaksport er en individuel sport, hvor man er alene om alting. Faktisk er det stik modsat. Kajaksport er en meget social sport, hvor man møder andre hyggelige og glade mennesker og gerne deler de gode oplevelser, som kajakken og naturen giver. Klubben danner i høj grad rammen om socialt samvær i form af klubaftener (i mange år har det været hver onsdag aften i sommersæsonen og en gang om måneden i vintersæsonen) og andre arrangementer.

I vintersæsonen er der mulighed for ugentlig svømning i Trørødskolens svømmehal.