Regler for håndtering af kajakker

Røgt og pleje af havkajakker

 

Skrog

Pas godt på kajakkerne, specielt glasfiberkajakkerne. Disse er dejligt lette både at bære og ro, MEN de er meget mere sarte end plastkajakkerne. Den beskyttende coating ødelægges meget let, og reparation med epoxy er besværlig og sundhedsskadelig.

Ingen af klubbens kajakker (Glasfiber- og plastkajakker) tåler, at man trækker dem op på en sand- eller stenstrand, så ind- og udstigning SKAL ALTID ske med kajakken flydende i vandet.

 

Udstyr

Vi skal her passe på:

  • Sædet
  • Finnen
  • Roret

 

Sædet

Det er lidt besværligt, at sætte sig ned i kajakken, når man skal sørge for, at man ikke kommer til at sætte sig på skørtet og at man samtidigt ikke kommer til at sætte sig på rygstøtten.

Rygstøtten er ophængt i elastikker, og bidrager væsentligt til komforten i kajakken.

 

Finnen (Sværdet)

Finnen er udstyret med en fjeder, der bevirker at finnen trækkes ud af slidsen og ned i vandet.

Omvendt er der også monteret et kabel, med hvilket man kan trække finnen op, og faktisk låse den i forskellige positioner.

Finnen (sværdet) skal selvsagt være trukket op, når kajakken trækkes/bæres på land, da finnens kabel ellers bøjes, - og den kan IKKE rettes rigtigt ud igen.

Et andet stort problem der opstår, hvis kajakkerne trækkespå land eller endnu værre skubbesud i vandet er, at der herved kan komme sand og grus op i slidsen, som finnen bevæger sig i.

Når dette sker, eller når finnen er bøjet, kan fjederen ikke trække finnen ud, og hvis man ved magt forsøger at skubbe den ud med finnebetjeningen, kan kablet hen til finnen slå knuder eller bliver bøjet, og en bøjet stålwire med en krølle på, bevirker at finnen bliver ubrugelig.

Hvis finnen ikke glider ud af sig selv, når man frigiver den, skal I få en makker til at hjælpe jer med at trække den ud, med den lille snor med en løkke, der er fastgjort til selve finnen.

 

Roret.

Roret er en kompliceret mekanisme, som man skal studere grundigt før man bruger det. Her gælder det samme som ved finnen: Hvis den gør modstand eller går stramt, så lad være med at bruge den, indtil I har fundet ud af hvorfor.

 

Kontrol før afgang

  • Kontrollér at roret og finnen er i orden og kan bevæge sig frit.
  • Kontrollér, at sædets rygstøtte er i orden.

Kontrol ved hjemkomst

  • Når I vasker kajakken, så se efter om den har fået skrammer i bunden, da det er meget lettere at reparere de små skrammer, før de har vokset sig store.
  • Kontroller at sædet og specielt rygstøtten stadig er intakte, da det er surt for den næste bruger ikke at kunne komme ud i en ønsket kajak.
  • Skyl slidsen til finnen særlig grundigt, da tangrester og småsten kan have sat sig fast, uden I har bemærket det.